Om Dansk Pæonselskab

Vores formål er at være samlingssted for alle, der interesserer sig for pæoner, formidle oplysninger om pæoner og ikke mindst at udbrede glæden og styrke interessen for pæoner og deres mangfoldighed.

Her er det muligt for alle, som fascineres af planter fra slægten Paeonia – det vil blandt andet sige bonderoser, silkepæoner, træpæoner, Itoh-hybrider og vilde pæonarter – at finde sammen og dele glæden ved disse smukke planter.

Der bliver hvert år arrangeret minimum tre større arrangementer:
Et forårsarrangement holdes i februar i forbindelse med generalforsamlingen, hvor en ekstern foredragsholder kommer og fortæller om pæoner.
Sommerarrangementet finder sted i Ledreborg Slotspark, hvor Pæonselskabet har sit eget meget smukke pæonbed med ca. 1000 pæoner. Sædvanligvis holder vi desuden et eller flere arrangementer i Midtjylland.
Endelig har vi efterårsarrangementer med foredragsholdere, der f.eks. fortæller om samlinger, favoritplanter eller pleje af pæoner.

Vi arrangerer desuden rejser og udflugter og har blandt andet været i USA, Frankrig, England, Tyskland, Grækenland og Sverige.

Vi udgiver årligt tre numre af Pæontidende, hvor medlemmer og andre interesserede kan skrive om alt, der har med pæoner at gøre. Bladet forsøger at dække interessefeltet lige fra botanik til gode tips, så skriv gerne til redaktøren, hvis du har noget på dit pæonhjerte, hvad enten det er om en oplevelse, et godt råd eller et spørgsmål.

Årets pæon øst 2018: The fawn