Af Karsten Agersted

Valget af pæoner er et spørgsmål, det er nærmest umuligt at få svar på, for hvad der er vigtigt for den ene, er langtfra altid interessant for den anden. Men den den korte version af et svar kunne være, at man skal besøge en planteskole eller en ven med en flot pæonhave og lade sig forføre. Det vil bringe nydelse, og man får en umiddelbar afklaring – en dynamisk proces, der ikke ligger langt fra det med kærligheden.
Der er et firecifret antal pæoner, et trecifret antal gode bøger om emnet, så selvfølgelig er det umuligt at skrive uddybende om emnet i en lille artikel som denne, men ambitionen har været at se på udvalgte kriterier, f.eks. farve, duft og blomstringstidspunkt, og så søge inspiration til at gå på opdagelse. Der er mange andre lige så betydende forhold at tage i betragtning, så som behovet for lysindfald, blomsterformen, højden, behovet for støtte, robustheden og om det skal være en træpæon, en staudepæon, en (vild)art, en sektonshybrid; ja puha, man bliver hurtigt forpustet, og der er nok at tage fat på for den, der går systematisk til værks.
Visse af staudepæonernes væksthøjde og behov for støtte er omtalt i et tidligere nummer af Pæontidende, nr 36, så her kan man dykke ned i de aspekter.
Personligt holder jeg rigtig meget af den tidligste del af blomstringssæsonen. Først, hvor staudepæonernes nye skud maser sig op, og senere, når blomsterne titter frem i haven uden at blive overskygget af alt for mange andre ting, mens varmen og foråret er ved at bide sig fast. Men jeg kan blive lige så fascineret af den overdådighed, der vælder ud af Pæonselskabets bed i Ledreborg på en solsummende junieftermiddag, når silkepæonerne nærmest skubber på hinanden for at komme op med hvert deres bidrag til det samlede tæppe af farvestrålende velduft.
På figuren ses fordelingen af blomstringssæsonen i løbet f de ca. syv uger det hele tager. Der eksisterer forskellige ”tidsregninger” til beskrivelse af pæoners blomstringstidspunkt, og figuren illustrerer en af disse, nemlig den, der tager udgangspunkt i hvornår ”Red Charm” blomstrer – det røde punkt – og relaterer en given pæons blomstring til det antal dage, den er forskellig herfra; uafhængigt af på hvilke kalenderdage dette så måtte være. Figuren viser, at den overvejende del af pæonerne, ca. 85%, blomstrer i ugerne 4-7, og at den resterende mængde, ca. 15%, danner en lang optakt hertil.
De tidligst blomstrende pæoner er generelt at finde blandt arterne, som har enkle blomster, f.eks. P. anomala og P. tenuifolia, men også ”Little red gem” og ”Nova” titter frem her. Senere begynder P. officinalis og dens hybrider at blomstre sammen med de første træpæoner, f.eks. Yachiyo-tsubaki, der som type er at finde i blomst de næste 3-4 uger. I figurens uge 3 begynder det at pible frem med dobbeltblomstrede hybrider, f.eks. ”Claire de Lune” og ”Illinni belle, og udvalget af kultivarer vokser bare hen gennem uge fire, hvor f.eks. ”Red Charm” og ”Mme de Verneville” er at finde, men vi skal helt frem til sidst i uge fire, førend de tidligste silkepæoner (lactiflora) for alvor tager sig sammen til at vise hvad de kan. Fra starten af uge fem myldrer det med hundredevis af blomstrende kultivarer, og samtidigt med at silkepæonerne står fint et par uger, har den japanske blomsterform sin mest fremtrædende periode omkring uge 6, f.eks. ’Shaylor’s Sunburst’ og ’Sword Dance’. Hele forestillingen rundes relativt hurtigt af, og blandt de sidste kan nævnes ”Pink Parfait” og ”Viking Full Moon”.
I tabellen er det valgt at vise pæoner med blomster i en meget grov sortering efter farvene hvid, rød, pink/lilla og gul, men dertil findes mange andre gode pæoner som er grønne, orange, laksefarvede eller flerfarvede. Inden for hver af disse grupperinger er der nuanceforskelle og tilsvarende glidende overgange mellem grupperne, så man skal ikke tage alt for firkantet på tabellen, men tillige kigge i kataloger og tage ud og se på blomsterne.
Hvis man så f.eks. gerne vil have pæoner med en bestemt farve stående og blomstre så lang tid gennem sæsonen som muligt, kan man finde inspiration i tabellen, ligesom man også herfra kan sammensætte et hold pæoner, der vil fylde haven og buketterne med duft gennem hele sæsonen eller forsøge sig med at få en afveksling i blomsterformerne.
Mange pæoner har også et interessant farvespil i løvet hen gennem sæsonen; navnlig staudepæonerne, men også træpæoner og hybriderne kan opvise ganske nydelige skuespil, som året skrider frem. Sektionshybriderne er generelt kendte for at have et smukt og flot løv både sommer og efterår. De helt nye skud er ofte rød-violette og bladene folder sig som hovedregel ud i grønne nuancer, men herefter varierer farvespillet meget, idet nogle står grønne og fine til bladene visner brunt og falder af, hvorimod andre skifter hen over sensommeren fra den grønne til bronzefarvet, til gul, til kastaniebrun, til dybrød; ja til alle de velkendte efterårsfarver. Blandt de allertidligst blomstrende arter, f.eks. P. mlokosewitschii, finder man også smukt rødligt løv og frøkapsler hen på sommeren, men også den almindelige P. Officinalis kan få ganske kønne efterårsfarver.
Søger man rødlige efterårsfarver kan følgende anbefales: Festiva Maxima, Kansas, Miss america og Top Brass. Krinkled White giver fint orange løv, og mere dyb-røde til lilla nuancer fås fra løvet på Adolphe Rousseau, Doreen, Emma Khlem og de fleste sektionshybrider (Itoh), f.eks. Julia Rose og Morning Lilac.
Skulle endelig en træpæon fremhæves for sit løv, kunne det f.eks. være High Noon for sit spændende farvespil.
Man kunne måske savne populære luteahybrider, f.eks. ”Gaugin” eller ”Souvernir de Maxim Cornu”, som på grund af deres chancerende blomster ikke rigtig passer ind i tabellen, eller en tilsvarende gennemgang af de bedste laksefarvede pæoner, som både udmærker sig ved stor skønhed og tillige ofte er både robuste og velduftende, så som en lille afsluttende appetitvækker til et kommende selvstudium nævnes her et lille udvalg, nemlig den tidlige duftende ”Abalone Pearl”, de to lidt senere ”Coral n’ Gold” og ”Coral Sunset”, som også begge dufter, og endelig ”Coral Charm” og ”Salmon Dream”, som begge er præmierede og fortrinlige staudepæoner til både haven og til buketterne.

 

Litteratur:
http://www.peonybloomdate.com
http://www.peonies.org
http://www.paeon.de
https://www.gardenia.net
https://www.claireaustin-hardyplants.co.uk
https://www.brooksgardens.com

Men hvad er egentlig en “pæonduft”?

Nervecellerne i næsen er som de eneste sanseceller forbundet direkte med hjernebarken og går derved uden om den forbearbejdning, der tildeles alle andre sanseimpulser. Der sker en hurtig kobling til centeret for hukommelse og følelser, når vi opsnapper dufte med næseborene, men impulsene har også stor indflydelse på hormonerne, fordøjelsen, stress, ophidselse og seksualitet; et trick mennesker bl.a. benytter sig af i selskabslivet [1].
Pæoner dufter dejligt, kan i et splitsekund føre os tilbage til bedstemors have, og vi ville nok uvilkårligt stikke næsen i buketten på billedet for at få et ”hiv” af den gode aromatiske duft, vi kender fra dobbelte hvide og lyserøde pæoner; en vidunderlig oplevelse og en duft der kan fylde hele rummet, blot vi har sat en enkelt af disse pæoner i buketten.
Generelt vil pæoner dufte kraftigst kort efter, blomsten har åbnet sig om morgenen, men niveauet afhænger også af andre faktorer så som fugtighed, temperatur, blomstens alder, og så hersker der endog debat om enkelte pæoners duftkvalitet; f.eks. James Kelway som nogle mener, dufter vidunderligt, mens andre mener, har en meget begrænset duftkvalitet, så der er måske mere mellem himmel og jord, eller måske netop jorden, som afgør hvor meget en pæon vil dufte. Tilsvarende finder man forskellige lister over duftende pæoner [2-5], og da det jo bare betyder, at vi opfatter tingene forskelligt, er der via de tilgængelige kilder samlet sammen til endnu en liste, bagest, som uden at påberåbe sig fuldstændighed dog kan inspirere, når man vil anskaffe sig nye pæoner. Listen er opdelt i grupper med aftagende duftintensitet.
Kigger man lidt nøjere på gruppen af intenst duftende pæoner, vil man opdage, at mange af dem er forædlet og registreret sent i 1800-tallet eller tidligt i 1900-tallet, så det var også populært dengang. Man vil også bemærke sig, at langt den største del af de duftende pæoner, og næsten alle de som har veludviklet duft, tilhører gruppen af lactiflora (silkepæoner) og dermed vil pæonbedet også dufte kraftigst i lactiflora-sæsonen, dvs. i ugerne efter Red charm. Blandt lactiflora genfinder vi klassikere som Edulis superba, Duchesse de Nemours, Avalance, White sands m.fl. men også den røde hybridklassiker (hh), Henry Bockstoce er at finde blandt de kraftigt duftende pæoner.
Der findes en del andre krydsninger, som har en fin duft, f.eks. Early scout, Burma ruby og Diana Parks ligesom visse arter, f.eks. P. tenufolia, udmærker sig ved en fin diskret duft, hvis man kommer tæt nok på. De fleste vil sikkert også genkende duften af bonderoser, men trods undtagelser kan man generelt regne med at røde pæoner og enkle blomsterformer har begrænset eller ingen duft.
Træpæoner repræsenterer også en vidunderlig duftkilde, omend de ikke dufter kraftigt. P. lutea har en behagelig citrus-agtig duft, som er videregivet til en del luteahybrider, hvoriblandt man kan nævne Golden Era, Leda, Black Panther, Chinese Dragon, Alice Harding/Soleil d’or og Marchioness, som alle tillige er prægtige planter for øjet. Den amerikanske pæonforædler, Don Smith, som gæstede Danmark i 2015, jf. Pæontidende nr. 35, har også arbejdet med at indbygge duft i de flotte suffruticosa og refererer i en artikel [6] at duften af kinesiske træpæoner muligvis kan systematiseres til deres farver således, at f.eks. lilla giver en intens duft, hvide lidt mindre duft samt de gule og de pink giver en delikat duft.
Med deres vekslende intensitet klassificeres pæondufte almindeligvis i fem grupper: rosen-agtig, sødlig, citrus-agtig, krydret og bitter, hvor dufte i den sidste gruppe ikke nødvendigvis er kendetegnet ved at være behagelige; snarere lidt frastødende.
Som gennemsnitligt havemenneske interesserer man sig for dufte, men ikke hvad de egentlig er lavet af, og indtil for relativt få år siden interesserede hverken videnskaben eller pæonavlerne sig heller ikke for det. Men med de forbedrede faciliteter i kinesiske universiteter og laboratorier er det faldet naturligt, at man dér interesserer sig for kemien bag de årtusindgamle traditioner med brug af pæoner i medicinsk sammenhæng [7,8]. Interessen for udvinding af olier og dufte til kosmetisk brug har også sat sig spor i universiteternes arbejde [9], og det er langt hen ad vejen de samme duftstoffer, man efterspørger.
De fleste kender duften af mandler, men færre kender til kemien bag. Molekylet benzaldehyd er karakteristisk for mandelduften. Mange dufte er knyttet til de to molekyl-klasser, aldehyder og ketoner, som vi også kender fra dansk mad- og drikkekultur; ikke noget nyt her. En anden karakteristisk stofgruppe med duft, terpenoider, findes i mange blomster og krydderiplanter. Et eksempel her er linalool, der ud over at være beroligende og angstdæmpende afgiver en frugtagtig citrusduft og forekommer i rosentræolie, lavendelolie, appelsinjuice, gulerødder bergamotte og tomat m.fl. Endelsen ”-ol” angiver, at det er et alkohol-molekyle, jf. Ethanol.
Allerede nu har jeg nok tabt de læsere, der ikke synes kemi var sjovt i skolen, men prøv alligevel at se på tegningerne over de to molekyler og bemærk, at begge indeholder ”dobbelte streger” også kaldet konjugerede dobbeltbindinger. Lidt populært sagt betyder det, at molekylerne har en del løstflyvende elektroner, og at de dermed er meget reaktive; dvs. let kan aktivere vores lugtorganer; ja og vupti er de opdaget. De fleste har sikkert også uafvidende benyttet sig af de løstsiddende elektronskyer, når syltetøjet skulle beskyttes mod mugdannelse med benzosyre, eller natriumbenzoat, der er praktisk taget magen til benzaldehyden, men ikke dufter fordi syregruppen er endnu mere reaktiv og forbinder sig med andre ting, inden molekylet når forbi næsen. Med reaktiviteten følger også, at man skal passe på, ikke at få for meget af det, og denne egenskab deler næsten alle duftstoffer: De er reaktive, men skadelige i for store doser [10].
Planteduftene er oftest sammensat af terpenoider, aromatiske forbindelser (jf. benzaldehyd) og kulbrinter uden ringdannelser (jf. beta-ocimen). De fleste planter udsender terpenoider for at tiltrække og måske frastøde insekter, men det er en kompliceret verden, vi ikke går længere ind i, end dog lige nævne at citronellol, som er vist i figuren og som ligner linlool, er kendt som et meget effektivt middel til at holde myg på afstand.
Pæonernes duft er ikke helt tilfældigt blevet sammenlignet med rosernes; de har nemlig de såkaldte rosen-alkoholer tilfælles; phenylethyl alcohol, citronellol, geraniol, linalool, nerol, men adskiller sig fra rosernes ved også at indeholde en friskere “grøn” keton-baeret duft (f.eks. methylheptenon) eller en frugtig balsamagtig duft (f.eks. methyl cinnamat).
I den ene kinesiske undersøgelse [7] blev duftene fra en samling af seks træpæoner, som talte to suffruticosa, en rockii, P. ostii, High noon og Renown, opsamlet i et filter og analyseret vha. gaskromatografi og massepektrometri. P. rockii og P. suffuticosa Luoyanghong duftede kraftigst, men den meget svagere duft fra P. suffruticosa Zhaofen blev betegnet som langt mere interessant og fyldig, og netop denne sidstnævnte pæon havde det højeste indhold af terpenoider, specielt af alfa-pinen, der er karakteristisk for nåletræer og f.eks. appelsinskal. Så når det nu snart bliver forår, er det bare med at komme ud og dufte til træpæonerne for at se om man kan genkende det! En anden opgave er at genkende en moskus-agtig duftkomponent, som stammer fra pivaloyl-gruppen, der også var fremtrædende i suffrutikosa. Blandt andre ”kendte” duftkomponenter, der blev fundet, kan nævnes cedren (træ) og førnævnte linalool. Trods en vis fælles mængde af duftstoffer udsendte de enkelte pæoner langtfra de samme molekyler, og endog forholdet mellem de forskellige molekylklasser var meget forskelligt blandt pæonerne, så der er ikke noget at sige til, at vi synes de dufter forskelligt!
Geraniol er som nævnt en væsentlig bestanddel af det, vi forbinder med duft af roser, men det findes også i både cannabis, pelargonier og citrongræs. Det ses i figuren, at det også er en terpeniol og ligner linalool ganske meget. Ud over at dufte lidt sødligt og citrusagtigt, har også den en frastødende virkning på visse insekter, men fungerer tillige som antioksidant og modvirker betændelse. Man har fundet ud af, at bier også bruger geraniol til at afmærke for dem interessante steder – f.eks. indgangen til bistadet.
Med sådanne detaljer er vi, ganske interessant, ved at nærme os erfaringerne i traditionel kinesisk medicin, idet duftstofferne ikke blot er til pynt, men også reagerer med os mennesker og påvirker vores kemiske balance [10, 11].
I et nyere studium [8] af dufte fra ca. 30 staudepæoner plus et par Itoh-hybrider finder man tilsvarende en dominans af virksomme duftstoffer: phenylethylalkohol, beta-caryophyllen, linalool, citronellol, og nerol i alle pæonerne, men selvfølgelig også en meget lang række andre duftstoffer (ca. 130) i forskellige mindre koncentrationer.
Nerol og geraniol er ”tvillingebrødre” med næsten samme struktur, dog er en enkelt binding vredet en gang rundt så man får det, der kaldes to isomere. De dufter næsten ens – af roser – men nerol dufter måske en smule friskere. Nerol findes blandt andet i humle, men udvindes ofte af appelsinblomster. Fra appelsinblomster udvindes også en anden mere sammensat duft, kendt som ”appelsinblomstduft”, der opfattes sødere og mere i retning af spædbørn eller som frisk sæbe.
Citronellol er en væsentlig bestandel af den ”friske” rosenduft med noter af citrus, men genfindes også hos pelargonier.
Beta-caryophyllen har en lidt mere kompliceret cyklisk struktur, dog stadig med et antal dobbeltbindinger og det indgår i mange især fede olier, er karakteristisk for ægte kryddernellike, men findes også i cannabis, rosmarin, kanel, lavendel, oregano, humle og virker også anti-inflamatorisk.
Phenylethylalkohol er en såkaldt aromatisk alkohol og har den for rosenblade så karakteristiske forførende duft.
I det kinesiske studium blev staudepæonerne grupperet efter deres dufte, som ud over med gaskromatografi og massespektrometri også blev karakteriseret af et menneskeligt panel. Det resulterede i fem duft-grupper, hvortil man kunne knytte en kemisk hovedkomponent i duften. De var dog ikke altid sammenfaldende med ovennævnte karakteristika, og her er det lidt overraskende resultat:

Træagtig duft
– var domineret af beta-caryophyllen
Frugtagtig duft
– var domineret af phenylethylalkohol
Liljeagtig duft
– var domineret af linalool
Rosenduft
– var domineret af citronellol
Appelsinblomst med undertoner af citrus – var domineret af nerol
Ud over at inddele pæonerne i de fem duftgrupper, blev de også karakteriseret ved duftens intensitet, og det resultat er skitseret i ovenstående tabel. Flertallet af de seks kraftigst duftende pæoner er lactiflora, men Cream Delight er en staudehybrid. Yang Fei Chu Yu, Qiao Ling, Duchess de Nemours er hvide, Cream delight og Going bananas gule, og Zhu Sha Pan er rød.
Yang Fei Chu Yu og Zhu Sha Pan dufter selvfølgeligt forskelligt, og en af forskellene er et højt indhold af beta-ocimen i Yang Fei Chu Yu. Beta-ocimen dominerer også i løvemund, så man kender den jo godt, selv om den umiddelbart ser lidt fremmedartet ud i figuren.
Vender vi nu tilbage til duftindustriens brug af pæoner, er det på sin plads her at præsentere ” Pur Desir de Pivoine” fra Yves Rocher og ”Holy Peony” fra Dior, der direkte reklamerer med pæoner. De indeholder bl.a. linalool, farnesol, nerolidol, benzaldehyd, guaiacol og dimethyl hydrochinon, men tillige et række syntetiske stoffer: Peonile (Jean-Pierre Bachmann 1976) og Petalia (2006), som begge er karakteristika for den schweiziske parfumefabrik Givaudan, der også producerer ”Peomosa”, ”peony aldehyde”, ”Roseate” – ja, der er nok at lave her for en rask kemiker!
At der også er penge i det fortyndede blomstervand, der oprindeligt stammer planteekstrakter, kan ikke undre, når vi betænker, hvad duft betyder for vores opfattelse af steder, mennesker, mad og hvordan det altid er umiddelbart glædeskabende og fyldt med minder og historier. Men ligesom i det gamle danske ordsprog ”én svale gør ingen sommer” har vi set, at en duft ikke er konsekvensen af ét dominerende stof, men er sammensat af mange stoffer, for staudepæonernes vedkommende f.eks. op til 130 forskellige, så planterne med deres indbyggede kompleksitet i forening kan blive ved at fortælle deres hemmelige historier, og de har alle dage og i hvert fald siden de første skrevne kilder herom fra Mesopotanien indtaget en prominent plads i vores duftunivers i haven som i selskabslivet.

[1] https://www.fragrantica.com/notes/Peony-155.html
[2] https://www.gardenia.net/guide/fragrant-peonies
[3] https://www.hiddenspringsflowerfarm.com/fragrant-peonies.html
[3] https://americanpeonysociety.org/
[5] https://mbgna.umich.edu/nichols-arboretum/
[6] Smith, D. “Breeding tree peonies for fragrance”; Pæonia, vol 28 nr. 2 (1998)
[7] Zhao et al.; Kor. J. Hort. Sci. Technol. 30(6) (2012) pp. 617-625
[8] Song et al.; J. Amer. Soc. Hort. Sci. 143(4) (2018) pp. 248–258
[9] Lei et al.; Molecules, 23, (2018) pp. 3268-3284
[10] https://www2.mst.dk/udgiv/publikationer/2005/87-7614-654-5/html/kap08.htm
[11] H. Christensen, Potentialet af Cannabis, Books on Demand GmbH (2020)

 

 

En dejlig buket blandede silkepæoner

 

 

Duchesse de Nemours, dobbelt, tidlig og bemærkelsesværdig velduftende med stærke stængler. (Calot 1856)

Alice harding, dobbelt pink, medium højde, og med fin sødlig duft.
(Lemoine 1922)

 

Diana Parks, Dobbelt rød med indtagende duft. (Bockstoce 1942)

 

 

Cream delight, store cremefarvede blomster med liljeagtig duft på oprette stængler.
(Reath 1971)

 

 

Madame Calot, Dobbelt gammelrosa-pink med store velduftende blomster, tidlig, stærke stængler.

(Miellez 1856)

 

Sorbet, dobbelt pink bombe med skiftende lag af hvidt og pink
Oprindelse ukendt, men fundet iSydkorea i 1987

 

 

Henry Bockstoce, dobbelt rød hybrid, god duft, med stærke stængler, der dog bliver lange.

(Bockstoce 1955)

Tabellen er opdelt i fire grupper med aftagende duftintensitet i henhold til de nævnte kilder. Inden for hver gruppe er pæonerne sat i alfabetisk orden. Så der er ingen garanti, men brug gerne listen som inspiration.
GM (Gold Medal) og ALM (Award of Landscape Merit); AGM (Award of Garden Merit)