Slægten Paeonia

Af Signe Ambrosius

Gennem mange år har der hersket kaotiske tilstande med hensyn til afgrænsningen af de forskellige pæonarter og det har medført ret forvirrende tilstande i navngivningen af arter og underarter.

Mange af staudepæonerne stammer fra det tidligere USSR og Kina og træpæonerne fra Kina. Disse områder er i dag langt mere åbne mod omverdenen end tidligere. Artsbestemmelsen blev før ofte foretaget ud fra et fåtalligt herbariemateriale og mere eller mindre fuldstændige notater, så artafgrænsningen er foretaget på et plantemateriale, der ikke har været repræsentativt for de vilde populationer af pæoner. Disse forvirrende forhold har ændret sig efter, at især kinesiske biologer har kastet sig over at udrede, hvad der er arter og underarter blandt pæonerne.

Den længe savnede gennemgribende revision af pæonernes taksonomi, dvs. klassifikation af levende organismer, som placerer dem i et hierarkisk system, er endelig blevet gennemført. Den kinesiske botaniker Hong De-Yuan har arbejdet med at revidere pæonernes slægtsskab. Helt tilbage fra 1985 og i 2010 udkom hans revision i form af Peonies of the World, Taxonomy and Phytogeography. De 25 år har han og hans assistenter anvendt til at undersøge 5000 pæonplanter, besøgt 65 pæonherbarier verden over og besøgt over 100 lokaliteter med vilde pæoner over hele verden.

 

 

Herbarier er pressede plantesamlinger,
som man ofte måtte nøjes
med til videnskabelig plantebestemmelse
efter opdagelsesrejser i ældre tider.
Her er det P. daurica.
Foto: Berlins Botaniske Have og Museum.
Til at fastslå slægtskabet i pæonslægten har der været anvendt flere metoder og herunder også nyere analysemetoder.  Der har været foretaget omfattende undersøgelser i felten og indsamling af prøver til nærmere undersøgelser i laboratoriet og også statistiske metoder er anvendt. Pæoner fundet på ture i felten er blevet sammenlignet med typeeksemplarer fra herbarier.  Desuden er planternes DNA undersøgt.  Dertil kommer en detailleret sammenligning med den eksisterende litteratur om pæoner. Der kan ikke være tvivl om, at det er nogle af de mest omfattende undersøgelser af slægten Paeonia. Det er dog nok ikke den endegyldige revision. Det må nok afvente til man ved hjælp af en DNA chip kan afkode pæonernes hele DNA; og  på den måde afgøre, hvad der helt sikkert er arter, underarter og hybrider.

Slægten Paeonia opdeles i tre sektioner: 8 arter og 2 underarter af træpæoner (Moutan) plus en hybrid (P. suffruticosa), 2 arter af staudepæoner i Den ny Verden (Onaepia) og 12 arter og 16 underarter af staudepæoner (Paeonia) i Den gamle Verden.Hong nedklassificerer nogle arter til underarter, især inden for P. daurica artskomplekset, hvor der er syv underarter, bl.a. P. daurica subsp.  mlokosewitschii og P. daurica subsp. wittmanniana. Det vil måske undre nogen, fordi man mener, at mlokosewitschii er så speciel med sine citrongule kronblade og trekoblede, afrundede blade. Men det har vist sig, at inden for samme population er variationen i kronbladenes farve stor, farverne går lige fra laksefarvede over næsten hvide til citrongule.

Herunder ses en oversigt over slægten Paeonia.

P. mlokosewitschii er ikke altid gul som her, men findes helt naturligt også som hvid og lyserød.
 

 

P. delavayi

P. delavayi kan variere fra 0,2 – 1,8 m i højde. De nederste blade er dobbelt trekoblede eller trekoblede-ligefinnede. 15 – 30 cm lange, hvert bladafsnit med fra 40 – 100 flige. Der er sædvanligvis 2-3 blomster på et skud. Kronbladenes farver kan variere fra gule, gule med en rød plet ved basis af bladet, røde, mørkerøde og mørkvioletrøde. Der findes også hvide, orange og gulgrønne farver.  Mange af farverne kan findes inden for den samme population af planter. Så der er derfor ikke belæg for at opretholde P. potaninii, P. lutea, P. trollioides og P. angustiloba som selvstændige arter. De ligger alle inden for den store variation der findes inden for P. delavayi.  Arten kan brede sig ved frø og ved udløbere fra rødderne.

Blomstring: fra sidst i april til midt i juni.

Dyrkning: en robust træpæon, der er velegnet til store haver.

Forekomst: Det vestlige Kina, Yunnanprovinsen og Det østlige Tibet.

Tilgængelighed: planter kan købes i specialplanteskoler, og man kan være heldig at finde dem på plantemarkeder.  Kan man få fat i frø, er de lette at få til at spire.

P. ludlowii

P. ludlowii kan blive op til 3,5 m høj og har en næsten tuelignende vækst. De nederste blade er dobbelt trekoblede og fligede. Der er tre til fire blomster på hvert skud. Kronbladene er klart gule og 4-5,5, cm lange. Normalt er der kun èn kapsel med frø, der er ca 1,5 cm lange; de største frø inden for slægten.

Blomstring: sidst i maj til første del af juni.

Dyrkning: plantes en lunt sted, da den kan være følsom over for stærk frost, så vinterdækning kan være gavnlig. Det er ikke nødvendigt for de fleste pæonarter, det er faktisk bedre at undlade dækning for at undgå risikoen for pæongråskimmel.

Forekomst: et begrænset område i det sydøstlige Tibet, hvor den er en truet art, da dens rodbark bruges i folkemedicinen.

Tilgængelighed: planter kan købes i specialplanteskoler, og man kan være heldig at finde dem på plantemarkeder.  Kan man få fat i frø, er de lette at få til at spire.

Disse to pæonarter hører begge til undersektionen Delavayanae. I det følgende beskrives og omtales de øvrige seks træpæonarter, P. rockii, P. ostii, P. jishanensis, P. decomposita, P. qiui og P. cathayana, som hører til undersektionen Vaginatae

De vilde træpæoner i Kina i stærk tilbagegang

Under omtalen af de seks arter fremgår det, at det i dag er vanskeligt at finde arterne vildtvoksende. For to af arterne gælder det, at kun en enkelt plante af arten er fundet voksende på et klippefremspring så højt, at folk ikke kunne komme til den.
Tilbagegangen skyldes flere forhold, men meget vigtigt er opgravningen af de vildtvoksende træpæoner til traditionel kinesisk medicin. Meget illustrativt for denne triste

 

 

 

 

udvikling er følgende historie, fortalt til Gian Lupo Osti (en italiensk pæonkender), da han var på en pæontur i Kina først i 90érne: Da en artikel om vilde træpæoner blev offentliggjort i en national avis, sendte en statslig medicinal virksomhed straks folk af sted for at opkøbe træpæonrødder. 15000 kg vilde træpæonrødder blev det til i Jishan amt i 1993, så det betyder jo, at 15000 træpæoner alene i det amt blev ødelagt.6 Det er let at se, at med den hastighed af ødelæggelse vil vilde træpæoner snart kunne blive en saga blot. Kun de planter, der vokser, hvor folk ikke kan komme til dem, overlever.

Heldigvis øges bevidstheden om, at det er nødvendigt at gøre en stor indsats for at bevare de vilde træpæoner og deres voksesteder. Mange fagfolk, der arbejder med pæoner, har længe arbejdet på at redde de vilde træpæoner.  Det er et vanskeligt arbejde, og de er som sagt oppe imod stærke negative kræfter i form af opgravning af planterne til danpi. Man må håbe, at det lykkes for dem.

P. rockii

Gansu gruppen/ Den nordvestlige gruppe

P. rockii bliver ca. 1,8 m høj. De nederste blade er trekoblede og uligefinnede til dobbelttrekoblede og uligefinnede med 17-33 småblade. Blomsten er endestillet og solitær med en diameter på 15-20 cm. Kronbladene er hvide, sjældent røde, med en stor violetsort plet ved basis af kronbladene.

P. rockii opdeles i to underarter: P. rockii subsp. rockii og P. rockii subsp.p atava. De adskilles på baggrund af bladformen; subsp. rockii med småblade, der er mere eller mindre lancetformede og helrandede, subsp. atava med ægformede småblade med indskæringer.

Blomstring: Sidst i april til ind i maj.

Dyrkning: Så vidt vides, er de vilde arter ikke lette at dyrke, men kultivarerne af P. rockii er ikke vanskelige at dyrke.

Forekomst: Vokser næsten altid i løvfældende skove på kalkholdige jorde i en højde fra 850-2800 m. Findes i og omkring Qinling bjergene i det nordvestlige Kina.

Tilgængelighed: Så vidt vides, er arten ikke til at få fat i, men P. rockii kultivarerne kan købes hos velassorterede pæonforhandlere.

Kommentar: Udbredelsen af den vilde P. rockii er gået stærkt tilbage. Den findes nu kun i fjerntliggende og uforstyrrede skovområder i og omkring Qinling bjergene. Antallet af P. rockii planter og P. rockii populationer er aftaget støt i løbet af de seneste årtier.

P. rockii kultivar Foto: Signe Ambrosius

P. ostii

Feng Dan gruppen/ Den sydlige Yangtze gruppe

ostii kan blive op til 1,5 m høj. De nederste blade er trekoblede blade med 11-15 lancetformede uligefinnede småblade, for det meste helrandede. De endestillede småblade ofte med 2-3 indskæringer. Blomsten er endestillet og solitær med en diameter på ca. 15 cm. Kronbladene er hvide, sjældent lyserøde.

Blomstring:  April til ind i maj.

Dyrkning:  Det fortælles , at P. ostii er svær at dyrke i Danmark. Det kan synes mærkeligt, når kinesiske kendere af P. ostii, siger, at den har spillet en væsentlig rolle i forædlingen af træpæonkultivarerne,  fordi   P. ostii er fugtigheds- og varmetolerant, og også modstandsdygtig over for svampesygdomme.4

Forekomst: Vokser i løvfældende skove og buskadser på skråninger i en højde fra 300 – 1600 m. Fundet vildtvoksende enkelte steder omkring den østlige del af Qinling bjergene og i Anhui provinsen i Kina.

Tilgængelighed:  Kan skaffes fra nationale og internationale pæonforhandlere.

Kommentar: Hong skriver, at han har undersøgt de pæoner, som kaldes Feng Dan Bai og som dyrkes i meget stor skala til mudanpi, der er rodbarken af Feng Dan Bai, der anvendes i den  traditionelle kinesiske folkemedicin. Han har sammenlignet Feng Dan Bai og de få P. ostii  planter, han har fundet vildtvoksende, og han er nået frem til den konklusion, at Feng Dan Bai og P. ostii er samme art. På baggrund af disse undersøgelser finder han, at Feng Dan Bai er den samme plante som  P. ostii.

Will McLewin skriver i sin bog ” Peony rockii og Gansu Mudan” om P. ostii og Feng Dan Bai, at han ikke er overbevist om, at det er rigtig at gøre den dyrkede Feng Dan Bai til en P. ostii. Han synes ikke overbevist om, at der er fundet reelt vilde planter i naturen. McLewin bygger det bl.a. på, at han i 1996 havde lejlighed til at tale med Gian Lupo Osti (som P. ostii har navn efter). Osti fortalte, at han, da han var på botanisk felttur i Kina først i 90`erne, aldrig så en vild plante.

DNA-analyser  vil kunne bekræfte eller afkræfte, om Feng Dan Bai er den samme plante som P. ostii

Feng-dan-bai Foto, Karsten Agersted

P. jishanensis

Suffruticosa gruppen/Central Plains gruppen

P. jishanensis kan blive ca. 1,8 m høj. De nederste blade er dobbelt trekoblede blade med ni ægformede småblade. Blomsten er endestillet og solitær og med en diameter på ca. 10 cm. Kronbladene er hvide, til tider med et lyserødt strøg ved basis af kronbladene eller langs kanten af bladene. P. jishanensis formerer sig ofte vegetativt ved hjælp af underjordiske knopper fra grenene.

Blomstring: Fra april til ind i maj.

Dyrkning: Som andre træpæoner.

Forekomst:  I løvfældende skove i en højde af 900 – 1700 m. Den vokser i  det centrale Kina omkring Den gule Flod og nord for Qinling bjergene.

Tilgængelighed: Sandsynligvis ikke til at få fat i. Som de fleste vilde træpæoner i Kina er den stærkt truet af udryddelse.

Kommentar: P. jishanensis  blev tidligere kaldt P. suffruticosa subsp. spontanea, den er også blevet benævnt P. spontanea. De fleste træpæoner har i Vesten været kendt som P. suffruticosa hybrider. Navnet stammer fra en fejltagelse begået af vestlige botanikere. De gav navnet til en dobbelt blomstret hybrid, og navngivningen har forårsaget forvirring lige siden. Efterfølgende blev andre træpæonarter til  underarter af P. suffruticosa.. (se tabel 1).  P. suffruticosa gruppen er den vigtigste gruppe af dyrkede træpæoner i Kina og de afspejler mange hundrede års eksperimenter og forædling. Der er nu omkring 1000 navngivne såkaldte kultivarer . Det kinesiske navn til denne gruppe er på engelsk Central Plains Mudan, som henviser til, hvor de i overvejende grad er blevet forædlet. Der er nok ingen tvivl om, at P. jishanensis har bidraget væsentligt til Central Plains gruppen, men mange andre træpæonarter har også gennem århundreder givet deres bidrag til de tusindvis af kultivarer

P. jishanensis, Foto Ulf Kämpfe

Øvrige træpæoner

P. decomposita

P. decomposita kan blive op til 1,8 m høj. De nederste blade er stærkt opdelte i et antal småblade fra 29-63 småblade. Blomsterne er endestillede og solitære. Blomsterne er 10-15 cm i diameter og farven er er rosa.

P. decomposita opdeles i to underarter: P. decomposita subsp. decomposita og P. decomposita subsp. rotundiloba. Forskellen på de to underarter viser sig i småbladenes udformnig. P decomposita subsp. rotundiloba har kortere og mere afrundede småblade end P. decomposita subsp. decomposita.

Blomstring: Fra sidst i april til ind i maj.

Dyrkning: Ses meget sjældent dyrket i haven og meget vanskelig at få fat i. Det skyldes måske, at man i Vesten ikke har kendt til dens eksistens særligt længe. De få havefolk i USA, der kender den og dyrker den, mener, at det er en førsteklasses haveplante, især på grund af dens smukke findelte blade.2

Forekomst:       I det nordvestlige Sichuan i Kina, hvor den vokser i lyse skovområder i en højde fra 1700-3100 m.

Tilgængelighed:  Så vidt vides forhandles den ikke i Europa.

P. decomposita. Foto: Signe Ambrosius

P. qiui

P. qiui kan blive ca. 1,2 m høj. De nederste blade er dobbelt trekoblede og altid med ni helrandede småblade. Blomsterne er endestillede og solitære og ca. 10 cm i diameter. Kronbladenes farve er lyserød med en rødlig plet ved basis af kronbladene..

Blomstring: Fra sidst i april til ind i maj.

Dyrkning: Som andre træpæoner.

Forekomst: I løvfældende skove i en højde fra 1000 – 2200 m. Kun  fundet i  to provinser i Kina. I følge Hong er P. qiui den mest truede art blandt alle pæoner og på randen af udryddelse.

Tilgængelighed: Så vidt vides ikke til at få fat i.

P. qiui  Foto: http://www.paeon.de

P. cathayana

P. cathayana kan blive ca. 0,8 m høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede med ni småblade. De endestillede småblade er ægformede og med dybe indskæringer. Blomsten er endestillet og solitær og ca. 10 cm i diameter. Kronbladene er rosa.

Blomstring:  Fra sidst i april til første halvdel af maj.

Forekomst: Kun i to provinser, Henan og Hubei og kun to planter observeret.

Dyrkning: Sikkert som andre træpæoner.

Tilgængelighed: Så vidt vides ikke til at få fat i.

Kommentar: P. cathayana er en ny træpæonart ifølge Hong. Han opstiller den som en ny art på baggrund af to observationer af planter, begge fundet i landsbyer. Hong oplyser, at den ene træpæon blev introduceret i en have i landsbyen fra et bjerg i nærheden i 1961. Han har ikke selv set den i naturen. Han mener dog at være så sikker på sine undersøgelser af P. cathayana, at han kan oprette den som en ny art. Hong oplyser endvidere, at den meget vel kan være en ægte vild plante af den dyrkede træpæon, og som sådan være en af forfædrene til P. suffruticosa kultivarerne. Man må håbe, at han selv finder den i naturen på et tidspunkt for at bestyrke troværdigheden af P. cathayana som en ny art. I øvrigt er det en meget smuk pæon.

 

Litteratur:

  1. Germplasm Conservation of Tree Peonies –An Urgent and Followed Effectively Subject. 2002. http://www.paeon.de/h1/cheng/2002/fritz.html
  2. Halda, Josef J. The Genus Peonia. 2004.
  3. Hong De-Yuan. Peonies of the World. Taxonomy and Phytogeography. 2010.
  4. Lixia He o.a. Classification of Chinese Medicinal Tree Peony Cultivars Based on Chlorplast DNA Sequences. 2012. http://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S2212671612000546
  5. McLewin, Will and Chen, Dezong. Peony rockii and Gansu Mudan. 2006.
  6. Osti, Gian Lupo. Tree peonies revisited. The new Plantsman vol 1, 4:195-205, 247. 1994. http://www.paeon.de/h1/osti/94.html
Tabel 1. Hongs navne på træpæonarter sammenholdt med ugyldige navne på træpæoner ifølge Hong, 2010.

 

Staudepæoner

Staudepæonerne opdeles i to sektioner, Onaepia og Paeonia. Under Onaepia findes kun to arter, P. brownii og P. californica, som kun vokser i det vestlige USA. Onaepia vil ikke blive behandlet yderligere her.

Sektionen Paeonia opdeles i tre undersektioner, Albiflorae, Foliolatae og Paeonia.
I afsnittet her beskrives de fire arter, der hører under Albiflorae, P. lactiflora, P. emodi, P. sterniana og P. anomala med underarterne P. anomala subsp anomala og P. anomala subsp veitchii. (se ovenstående oversigt).  Albiflorae indeholder arter, der almindeligvis har flere blomster pr stilk, mindre hyppigt med en blomst men så med en til to uudviklede knopper, sjældent kun en blomst pr stilk.  Oversiden af blade almindeligvis med stive hår langs bladnerver.

P. lactiflora

P. lactiflora også kaldet Silkepæon bliver ca. 50 – 80 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede, de endestillede småblade ofte to-tre fligede. Småbladene er lancet- til ægformet-lancetformede. Bladkanterne let fortykkede med mikroskopisk små tænder. 3–4 blomster pr stilk, de duftende blomster 8-13 cm i diameter og med 9-13 kronblade, som er hvide eller lyserøde.

Dyrkning:  Silkepæonen er let at dyrke. Den kan lide fuld sol, men er ellers ikke kræsen med hensyn til jordbunden, som dog ikke må være permanent våd.
Forekomst: Vokser blandt buske og på græsland, og også i lysninger i skove, fra lavland til en højde på    3400 m. Findes i Kina, Korea,
Mongoliet og Det sydøstlige Sibirien.
Tilgængelighed: Det er vanskeligt at få fat i den vilde P. lactiflora. Frø og planter kan måske findes hos pæonforeninger og ”Rock Garden”- foreninger rundt omkring i verden.

Kommentar: P. lactiflora har været dyrket i Kina i over tusind år, og der er fremavlet utallige varieteter i Kina og også i Vesten, efter den blev introduceret her i 17-tallet.  Mange forskellige farver, størrelser og blomsterformer findes i dag.  P. lactiflora har været anvendt i den traditionelle kinesiske urtemedicin i over tusind år. Den menes at kunne afhjælpe bl.a. forhøjet blodtryk, brystsmerter, muskelkramper, feber og menstruationsproblemer.

 

Blomstring: Sidst i maj til først i juli.
The Royal Horticultural Society har tilkendt Award of Garden Merit (AGM) til en del P. lactiflora varieteter ud fra følgende kriterier: Planten skal være fremragende ved almindelig havedyrkning, udbredt i handelen, stabil i farve og form, stærk og sund og modstå skadedyr og sygdomme godt. Listen nedenfor oplyser også den maksimale kulde, pæonen normalt tåler:

Paeonia lactiflora ‘Bowl of Beauty’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Duchesse de Nemours’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Félix Crousse’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Festiva Maxima’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Lady Alexandra Duff’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Laura Dessert’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Miss America’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Monsieur Jules Elie’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Sarah Bernhardt’, hårdfør til minus 20°C

Paeonia lactiflora ‘Whitleyi Major’, hårdfør til minus 20°C

P. emodi

P. emodi kaldes også Himalayapæon. Den kan blive op til ca. 80 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede, og småbladene er dybt fligede. 2-3 blomster pr stilk og 8-10 hvide kronblade. Blomsten bliver ca. 8 cm i diameter. Normalt udvikles kun en håret kapsel, sjældent to.

Blomstring: Maj til først i juni.

Dyrkning: I en næringsrig og veldrænende jord og i let skygge til fuld sol.

Forekomst: Vokser blandt buske på klippeskråninger i en højde fra 1600 til 3200 m i Det vestlige Himalaya og den nordøstlige del af Hindu Kush.

Tilgængelighed: Hos velassorterede pæonforhandlere.

Kommentar: P. emodi er en meget elegant pæon med let nikkende helt hvide enkle blomster over smukt fligede blade. Den egner sig godt i kanten af et skovbryn eller lignende.

P. sterniana

P. sterniana er tæt beslægtet med P. emodi. Den kinesiske botaniker Hong anser P. sterniana og P. emodi for at være to arter. Adskillelsen bygger på antallet af blomster pr stilk og antallet af kapsler pr blomst og om kapslerne er hårede eller glatte. P. emodi har normalt 2-3 blomster pr stilk og en enkelt udviklet håret kapsel, hvorimod P. sterniana normalt kun har en blomst pr stilk og 2-4 glatte kapsler.

Forekomst: P. sterniana findes kun i Det sydøstlige Tibet.

Tilgængelighed: Denne pæon er meget sjælden. Frø og planter kan måske findes hos pæonforeninger og ”Rock Garden”- foreninger rundt omkring i verden.

 

 

P. emodi Foto Signe Ambrosius

P. anomala

P. anomala bliver ca. 50 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede. Småbladene har ofte mange flige fra 70 – 100 flige. Småbladenes bredde varierer fra ca. 1 – 3 cm. Blomster enlige eller 2 – 4 per stilk, ofte er det kun den endestillede, der er fuldt udviklet. Kronblade rosa, blegrøde eller røde, sjældent hvide. Blomsten er ca. 5 – 6 cm i diameter.

P. anomala opdeles i 2 underarter: P. anomala subsp. anomala, der har en blomst per stilk, meget sjældent to; somme tider ses en ekstra uudviklet knop. P. anomala subsp. veitchii med 2 – 4 udviklede blomster.

Blomstring: Fra sidst i april til midt i juli. Den store spredning i tidspunktet for blomstring skyldes den vidt udbredte forekomst fra den 300 til den 700 breddegrad.

Dyrkning: Hårdfør og let at dyrke. Foretrækker en jordbund, der ikke tørrer ud. Den er ret pH indifferent.

Forekomst: Vokser i skov, og i skovkanter, sjældent i buskadser og på stepper. Fundet fra lavland til en højde på 3870 m. P. anomala subsp. anomala er vidt udbredt fra Kina til Kola Halvøen via Det centrale Asien og Sibirien. P. anomala subsp. veitchii forekommer i Det vestlige Kina.

Tilgængelighed: Hos velassorterede pæonforhandlere, og de kan let frøformeres.

 

 

P. anomala subsp. anomala Foto, Signe Ambrosius

Litteratur:

Hong De-Yuan. Peonies of the World. Taxonomy and Phytogeography. 2010.

The Peony Society. UK  http://www.peonysoc.com/species%20peonies.htm

Canadian Peony Society: http://www.peony.ca/species/species.htm

http://peonies-of-leo.blogspot.dk/

P. anomala subsp. veitchii Foto, Signe Ambrosius
Tabel 1. P. anomala subsp. anomala og P. anomala subsp veitchii sammenholdt med ugyldige navne efter Hong.

 

Undersektionen Paeonia omfatter følgende arter: P. officinalis (Bonderose), P. arietina, P. parnassica, P. peregrina, P. saueri, P. tenuifolia og P. intermedia. (se oversigten). Undersektion Paeonia har siderødder, der aftager gradvis i begge ender eller siderødderne er knoldformede. I undersektionen Foliolatae, som bl.a. omfatter P. mascula og P. daurica, er rødderne i overvejdende grad gulerodsformede. Røddernes udformning er en stabil karaktér og derfor vigtig i klassificeringen af, i hvilke undersektioner staudepæonerne skal anbringes.

 

P. officinalis (Bonderose)

P. officinalis bliver fra 25-80 cm høj og har for det meste hårede stængler. De nederste blade er dobbelttrekoblede med ni småblade, som normalt har indskæringer i et antal fra 11-130. Bladene er linje-lancetformede og glatte på oversiden og oftest lodne på undersiden. Blomsterne er enlige og endestillede, blegt violetrøde, lillarøde til røde.

Blomstring:  Fra sidst i april til først i juni.

Forekomst: Vokser i lyse skove og i skovlysninger på kalkholdige bjerge i en højde fra 500 -l200 m i Sydeuropa.

Dyrkning:  P. officinalis er let at dyrke. Den kan dog være noget langsom i starten. Den er ikke kræsen med hensyn til jordbunden.

Tilgængelighed: Det kan være vanskeligt at få fat i frø, men frø og planter kan måske findes hos pæonforeninger og ”Rock Garden” klubber rundt om i verden.

Kommentar: P. officinalis har været dyrket i Europa i mange hundrede år og den har været anvendt til medicinsk brug. Derfor artsnavnet officinalis, som betyder anvendelig som lægeplante. I 1850erne var der mindst 50 forskellige varieteter af P. officinalis, men mange af dem blev upopulære, da P. lactiflora (Silkepæon) kom til Europa fra Kina. Flertallet af disse P. officinalis varieteter synes nu at være uddøde, men måske overlever nogle få i gamle haver og parker. Nogle få varieteter er stadig meget udbredte som ”Rubra plena”, ”Alba plena” og ”Rosea plena”. Især ”Rubra plena” er meget robust og livskraftig og er i stand til at overleve, selv når de fleste andre planter bukker under i en forsømt have.

Botanikeren Hong underopdeler P. officinalis i fem underarter: subsp. officinalis,  subsp. micorcarpa, subsp. banatica, subsp. huthii og subsp. italica, men han bemærker, at P. officinalis er en meget variabel art, som har glidende overgange I hele udbredelsesområdet i Sydeuropa. De enkelte underarter vil ikke blive omtalt nærmere her.

P. officinalis subsp officinalis, Foto https://www.nargs.org/forum/peonies-2013

P. parnassica

P. parnassica bliver fra 30-70 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede og behårede på stængler og bladstilke. Blomsterne er enlige og endestillede. Den enkelte blomst er skålformet og kronbladene har en meget mørkerød farve.

Blomstring: Fra sidst i maj til ind i juni.

Forekomst: Vokser i kanten af og i lysåbninger i granskov på kalksten i en højde fra 1000-1500 m. Forekommer kun på Parnassosbjerget og Elikonasbjerget i Grækenland.

Dyrknig: Er vanskelig at dyrke. Skal placeres beskyttet, solrigt og i en meget veldrænende jord med en pH værdi omkring 7.

Tilgængelighed: P. parnassica er fredet på sine voksesteder, men måske kan man være heldig at få fat i frø fra frøsamlere, der har været i stand til at dyrke P. parnassica, og som derfor kan høste frø.

P. parnassica, Foto Aspasia Koussoula

P. arietina

P. arietina bliver fra 30-70 cm høj og stænglerne er behårede. De nederste blade er dobbelttrekoblede, elliptiske til lancetformede.. Småbladene er nedløbende på småstænglerne, og nogle småblade kan være fligede. Blade oftest hårede på undersiden. Blomsterne er enlige og endestillede og rosa til røde.

Blomstring: Fra midt i maj til ind i juni.

Forekomst: I skove og skovlysninger, også på enge på både kalksten og granit. Fra 300-2100 m i Rumænien, Bosnien, Herzegovina, Albanien, Kroatien, Italien og Tyrkiet.

Dyrkning: Let at dyrke i en veldrænende og neutral muldjord.

Tilgængelighed: Kan findes hos velassorterede internationale pæonforhandlere. Her kan navnet være P. mascula subsp. arietina.

Kommentar: Som antydet ovenfor mener nogle pæonkendere, at denne pæonart hører hjemme i P. masculagruppen, som er anbragt under undersektionen Foliolatae.  I denne gruppe er rødderne gulerodsformede, men P. arietina har knoldformede rødder, der snævrer ind i begge ender. Denne karakter er gældende i undersektionen Paeonia, så P. arietina anbringes her som en selvstændig art af Hong. Han fremhæver, at røddernes udforming er en meget stabil karakter og har været stort set overset af tidligere pæonkendere.  Molekylærbiologiske undersøgelser har også vist, at  P. arietina er nærmere beslægtet med P. officinalis end med P. mascula.

P. arietina, Foto Karsten Agersted

P. peregrina

P. peregrina bliver fra 30-70 cm høj. Dens nederste blade er dobbelttrekoblede, småbladene næsten alle med indskæringer. De dybtrøde blomster er skålformede, enlige og endestillede.

Blomstring: Fra sidst i maj til ind i juni.

Forekomst: Vokser i skove på kalkholdig jord og findes fra 50-1500 m højde i Albanien, Bulgarien, Grækenland, Italien, Makedonien, Moldova, Rumænien, Serbien og Tyrkiet.

Dyrkning: Let at dyrke i en kalkholdig og veldrænende muldjord.

Tilgængelighed: Frø og planter kan findes hos internationale pæonforhandlere.

Kommentar: P. peregrina kendes fra P. officinalis og P. saueri på, at småbladene hos P. peregrina har indskæringer, hvor P. officinalis og P. saueri helt ovejende har helrandede småblade.(se fotos). P. peregrina og P. saueri ligner ellers hinanden meget. Ud over indskæringer i småbladene eller ej, er støvfangene gule hos P. peregrina, hos P. saueri  er de røde. P. saueri er kun fundet i Det nordøstlige Grækenland og i Albanien.

P. peregrina, Foto Karsten Agersted
P. saueri, Foto Signe Ambrosius

P. tenuifolia

P. tenuifolia bliver fra 20-60 cm høj. De nederste blade er trippletrekoblede, og småbladene er dybt delte flere gange, så de bliver trådlignende, deraf det danske navn Trådpæon. De postkasserøde blomster er enlige og endestillede.

Blomstring: Fra midt i april til sidst i maj.

Forekomst: Vokser på stepper og enge, i krat eller i kanten af skov i lavland til en højde af 900 m. P. tenuifolia vokser i et tørt kontinentalt klima med kolde vintre og varme og tørre somre i Armenien, Azerbaijan, Bulgarien, Georgien, Rumænien, Rusland, Serbien, Ukraine og Tyrkiet.

Dyrkning: Plantes i fuld sol i en meget veldrænende jord med en pH værdi omkring 7. Synes ikke at bryde sig om for høj luftfugtighed, så det er vigtigt at have god luftcirkulation omkring planten.

Tilgængelighed: Kan købes hos velassorterede pæonforhandlere.

Kommentar: Inden for sit naturlige udbredelsesområde viser P. tenuifolia en ret stor variation i højde, bladbredde og bladlængde og behåring på frugtkapslerne. Derfor reducerer botanikeren Hong antallet af arter og henfører dem alle til P. tenuifolia. Det drejer sig om  P. hybrida, P. multifida, P. biebersteiniana, P. carthalinica og P. lithophila, der i følge Hong alle bør henregnes til een og samme art.

P. tenufolia, Foto Karsten Agersted

P. intermedia

P. intermedia bliver op til 70 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede og dækket med stive hår på bladnerverne på oversiden af bladene, men er glatte på undersiden. Småbladene er med mange dybe indskæringer fra 70-100. blomsterne er enlige og endestillede med purpurrøde kronblade.

Blomstring: Fra sidst i maj til sent i juni.

Forekomst: Vokser på enge og stepper og i åben skov i en højde fra 900-3250 m i Xinjiang i Kina, Kazakstan, Kirghizistan, Tajikistan, Uzbekistan og i Rusland i Altai.

Dyrkning: Sandsynligvis samme vilkår for dyrkning som for P. tenuifolia.

Tilgængelighed: Man kan være heldig af finde den hos internationale pæonforhandlere.

Kommentar: P. intermedia har længe været identificeret som P. hybrida eller behandlet som en varietet af P. anomala. Hong har på grundlag af grundige undersøgelser vist, at P. intermedia er en selvstændig art. Dette underbygger han især med den forskellige udformning af rødderne hos      P. intermedia og P. anomala. (se tegning). Denne karaktér er som tidligere sagt meget stabil, og det ses tydeligt, hvor forskellige røddernes udformning er. I modsætning til P. anomala foretrækker P. intermedia solrige og ret tørre voksesteder. Hong mener således at P. hybrida, P. anomala subsp. hybrida, P. intermedia subsp. pamiroalaica ikke er selvstændige arter, men alle børe henføres til P. intermedia.

Litteratur:

Halda, Josef J. The genus Paeonia. 2004
Hong, De-Yuan. Peonies of the World. Taxonomy and Phytogeography. Kew Publishing. 2010
Osti, Gian Lupo. The Book of Mediterranean Peonies. Allemandi. 1997
Page, Martin. The Garderner´s Guide to Growing Peonies. Timber Press. 2000
https://www.nargs.org/forum/peonies-2013
http://www.paeon.de/h1/hon/anomala/

Diagnostic features of Paeonia anomala (A, B) and P. intermedia (C, D). Tuberous or fusiform roots are correlated with non-caudate sepals, while carrot-shaped roots correlated with usually caudate sepals. Drawing from http://www.paeon.de/h1/hon/anomala/

Foliolatae

Undersektion Foliolatae indeholder 11 arter: P. obovata, P. cambessedesii, P. corsica, P. broteri, P. clusii, P. daurica, P. mascula, P. mairei, P. kesrouanensis, P. coriacea, P. algeriensis.

Afgrænsningen af pæonarterne i section Paeonia har i al den tid, hvor man har studeret staudepæoner været kontroversiel. Sektion Paeonia har været opdelt i et antal undersektioner lige fra en til syv. Det viser tydeligt, hvor vanskeligt det er at afgrænse pæonerne fra hinanden kun på bygningstræk alene. Afhængig af hvilke bygningstræk,  man vælger at lægge vægt på, kan man nå et meget forskelligt antal undersektioner. I de sidste ca. tyve år har kendskabet til DNA analyser af forskellige gener hos pæonerne kunnet afdække slægtskabsforholdene langt bedre end tidligere, selv om man ikke er nået helt i mål endnu. Desuden peger DNA analyserne på, at der i pæonarternes udviklingshistorie er foregået mange forskellige overraskende krydsninger arter imellem.

 

 

 

Hong har i sin opdeling af sektion Paeonia taget de molekylærbiologiske undersøgelser og også bygningstræk og statistiske beregninger i betragtning, og på den baggrund når han frem til tre undersektioner, nemlig Albiflorae, Paeonia og Foliolatae.

Hos Foliolatae er rødderne i langt overvejdende grad gulerodsformede, og antallet af småblade forekommer i et antal op til 21 (undtagen hos P. broteri med op til 32 småblade og P. clusii med et antal småblade fra 23 – 95). Bladene er altid glatte på oversiden.  Kromosomantallet er 10 (diploid) og 20 (tetraploid).

 

P. obovata

P. obovata bliver fra 30 – 70 cm høj. Den har glatte stængler og de nederste blade er dobbelttrekoblede med ni ægformede helrandede småblade, glatte på oversiden og glatte til tæt hårede på undersiden. Blomstrene er enlige og endestillede, hvide, rosa, røde, violetrøde eller sjældent hvide med en lyserød basis. Diploid og tetraploid.

Blomstring: Fra maj til juni.

Forekomst: Vokser i løvskov og blandskov fra lavland til en højde af 2800 m. Forekommer på meget forskellige jordbundstyper, skifer, granit og basalt. P. obovata er vidt udbredt i Kina, Japan, Koreahalvøen og i Det østligste Rusland.

Dyrkning: Dyrkes i en næringsrig jord med en pH værdi på ca.  7-8. Den kan vokse i sol og let skygge.  Jorden skal være veldrænende og let fugtig. Den kan tåle temperaturer ned til – 20o C.

Tilgængelighed: P. obovata kan findes hos velassorterede pæonforhandlere og frø fra nogle ”Rock Garden” klubber.

Kommentar: Hong inddeler P. obovata i to underarter: P. obovata subsp obovata og P. obovata subsp willmottiae. Hong adskiller de to underarter på graden af behåring på undersiden af bladene, hvor subsp. willmottiae er tæt behåret.  En anden forskel er antallet af kromosomer. Subsp willmottiae er tetraploid og subsp obovata er diploid.

P. cambessedesii

P. cambessedesii bliver fra 30-50 cm høj. Den er glat på alle dele. De nederste blade er dobbelttrekoblede med ni småblade, der er ægformede til lancetformede med en underside, der for det meste er med violette farver. De lyserøde blomster er enlige og endestillede. (diploid)

Blomstring: Fra marts til april.

Forekomst: Vokser i krat og græsser fra lavland til 1400 m højde. Den forekommer kun på De baleariske Øer i Spanien, hvor den er stærkt truet.

Dyrkning: P. cambessedesii er som mange af pæonarterne fra Middelhavsområdet ikke lette at dyrke. Man skal forsøge at efterligne de forhold, der er til stede på dens naturlige voksesteder. (se Pæontidende nr 33 s. 18-21 for nærmere oplysninger)

Tilgængelighed: Kan findes hos velassorterede pæonforhandlere.

P. cambessedesii  Foto Gunnar Johasson, www.pionsidan.com

P. corsica

corsica bliver fra 35-80 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede med ni småblade. Småbladene er sjældent med segmenter. Oversiden altid glat men undersiden mest tæt håret. Blomsten er rosa, enlig og endestillet. (tetraploid)

Blomstring: Fra sidst i april til sent i maj.

Forekomst: Vokser i forskellige plantesamfund som løvskov, nåleskov og maki fra 100-1700 m på jordbund på kalksten og granit. Dens udbredelse er begrænset til Korsika, Sardinien og De ioniske Øer og Det østlige Grækenland.

Dyrkning: Er som P. cambessedesii vanskelig at dyrke.

Tilgængelighed: Man kan være heldig at finde den hos internationale pæonforhandlere.

Kommentar: Arten er blevet forvekslet med P. mascula, P. coriacea og P. cambessedesii. P. mascula og P. coriacea er tetraploide. P. corsica er diploid.  P. corsica er dog tæt beslægtet med P. cambessedesii, men sidstnævnte er altid glat i alle dele, hvor P. corsica er behåret på undersiden af bladene.

P. corsica Foto www.albiflora.be

P. broteri

P. broteri bliver fra 30-80 cm høj. Stilkene er sædvanligvis violetfarvede og glatte. De nederste blade er dobbelttrekoblede. Næsten alle småblade med segmenter i et antal på 15-21. Småbladene er elliptiske eller ægformede til lancetformede og glatte på både overside og underside. Enlige og endestillede rosarøde blomster. (diploid)

Blomstring: Fra april til først i juni.

Forekomst: Vokser i kratbevoksninger, egeskov og fyrreskov på kalkstensjordbund fra 300-1800 m. Den er udbredt i Spanien og Portugal.

Dyrkning: Hører som P. cambessedesii til de ikke så nemme at dyrke.

Tilgængelighed: Man kan være heldig at finde den hos internationale pæonforhandlere.

Kommentar: P. broteri ligner i nogen grad P. coriacea og P. mascula, men den adskiller sig fra P. coriacea ved at have behårede kapsler og smallere småblade og fra P. mascula ved at have småblade, som er mindre og ved at hårene på kapslerne er kortere. Derudover er P. broteri diploid, hvorimod P. coriacea og P. mascula er tetraploid.

P. broteri Foto Karsten Agersted

P. clusii

P. clusii bliver fra 25-50 cm høj, stilke normalt violette. De nederste blade dobbelttrekoblede. Alle småblade segmenterede i et antal på 23-95. de er linje-, lancet- til ægformede, almindevis glatte på begge sider. De hvide blomster er enlige og endestillede. Kapslerne er behårede. Diploid.

Blomstring: Fra sidst i marts til maj.

Forekomst: Findes i ret tørre samfund af fyrreskov og maki på kalksten fra 200-1900 m. Forekommer kun på Kreta, Karpathos og Rhodos.

Dyrkning: Hører til de arter, der ikke er lette at dyrke.

Tilgængelighed: Man kan måske være heldig at finde planter eller frø i ”Rock Garden” klubber.

Kommentar: Hong beskriver to underarter: P. clusii subsp clusii og P.  clusii subsp rhodia og de adskilles fra hinanden på antallet af bladsegmenter, hvor subsp clusii har flere og smallere segmenter end subsp rhodia.

P. clusii Foto Beckmann Sabine

P. daurica-gruppen

P. daurica-gruppen har syv underarter: P. daurica subsp daurica (diploid), P. daurica subsp velebitensis (?), P. daurica subsp mlokosewitschii (diploid), P. daurica subsp coriifolia (diploid).  P. daurica subsp tomentosa (tetraploid), P. daurica subsp  wittmanniana (tetraploid), P. daurica subsp macrophylla (tetraploid). Diploid betyder to sæt kromosomer, et sæt fra hver af forældreplanterne. Tetraploid betyder med fire sæt kromosomer.

P. daurica-gruppen og P. mascula-gruppen hører til undersektionen Foliolatae, som er beskrevet ovenfor. De to grupper har gennem tiden voldt mange problemer med hensyn til entydigt at klassificere dem. De er af forskellige pæoneksperter gennem tiden blevet betegnet som både arter, underarter, former og varieteter.
Den kinesiske botaniker Hong har foretaget omfattende ekskursioner til bl.a. Kaukasus, hvor der ifølge ham vokser fem underarter af P. daurica, og han har undersøgt herbarieeksemplarer af pæonerne i området. På baggrund af omhyggelige studier af nogle af pæonernes bygningstræk: kronbladfarve, bladform, bladstørrelse og graden af behåring på bladundersiden, påviste Hong,at der ikke var markante forskelle i de ovennævnte bygningstræk, der entydigt kunne anvendes til adskillelse i forskellige arter. Der er glidende overgange mellem de forskellige populationer i området. Så forskellene i de forskellige populationer, der er undersøgt, kan botanisk set kun berettige til at opstille underarter inden for P. daurica-gruppen. Hong opstiller fem underarteri Kakasus-regionen:  P. daurica subsp  mlokosewitschii, P. daurica subsp tomentosa, P. daurica subsp  wittmanniana,    P. daurica subsp macrophylla og P. daurica subsp coriifolia.

De to øvrige underarter i P. daurica-gruppen: P. daurica subsp daurica og P. daurica subsp velebitensis findes i Bosnien- Herzegovina, Kroatien, Serbien, Makedonien, Rumænien, Bulgarien , Ukraine (Krim), Grækenland (Drama), Tyrkiet, Syrien og Libanon. P. velebitensis findes kun i Kroatien. Den er en ny underart oprettet af Hong. Den ligner P. daurica subsp tomentosa, som dog har gule kronblade, hvor P. daurica subsp velebitensis har røde, og den findes kun ved Velebit i Kroatien.

Hosstående foto viser den variation, der kan være i kronbladenes farve hos P. daurica subsp mlokosewitschii og fig 3 viser en population af samme, hvor der ses planter, der har henholdsvis røde og hvidgule blomster. Eksemplet her med forskellige farver af kronbladene viser tydeligt, at der kan være adskillige former inden for en enkelt population af P. daurica subsp mlokosewitschii. Slægtskabet mellem disse pæoner er som mellem forældre og deres afkom, og derfor er disse former blot at forstå som den naturlige variation, der er blandt familiemedlemmer. Dette fænomen, som betegnes polymorfisme, er vidt udbredt inden for dyre- og planteverdenen og er en af grundpillerne i udviklingsbiologien. Årsagen til navneforvirringen i slægten Paeonia skal nok findes her. De ”gamle” pæoneksperter havde som regel ikke mulighed for at undersøge adskillige pæonpopulationer og i enkelte tilfælde kunne de sidde med nogle få herbarieeksemplarer og på baggrund af dem oprette en ny art.

I P. daurica-gruppen er frugtknuderne næsten altid behårede. Hårene er 2-3 mm lange; småbladene er sædvanligvis hele; antallet af småblade på de nederste dobbelttrekoblede blade er 9, sjældent 10-11. De er omvendt ægformede, næsten lige afskårne med en spids eller afrundede, sjældnere er småbladene tilspidsede. Kromosomantallet er 10 og 20 (diploid og tetraploid) Det er dog vanskeligt at adskille de forskellige underarter med 100% sikkerhed, men en nøgle og en lup kan måske hjælpe.

 

 

Kronblade fra en population af P. daurica subsp mlokosewitschii
http://www.paeon.de/navigation/lit_2005.html

Nøgle til bestemmelse af de syv P. daurica underarter

1a.  Bægerblade ofte med meget små hår på ydersiden; småblade tæt bevoksede med små hår på undersiden; kronblade røde

———————————————————————–                       subsp velebitensis

1b.  Bægerblade glatte; småblade med få små hår, sjældent med mange små hår på undersiden af småblade eller glatte på undersiden

2a. Frugtknuder glatte eller næsten glatte; kronblade gule

3a. Småblade tæt bevoksede med små hår og derfor grålige på undersiden

————————————————————————                   subsp macrophylla

3b. Småblade oftest sparsomt bevoksede med små hår på undersiden

————————————————————————                   subsp wittmanniana

2b. Frugtknuder tæt behårede; kronblade røde, rosa, hvide eller gule

4a. Småblade dunhårede eller glatte på undersiden, omvendt ægformede, bladspidserne afrundede ofte med en lille spids

———————————————————————–                 subsp mlokosewitschii

4b. Småblade med små hår eller glatte på undersiden, omvendt ægformede, aflange eller bredt elliptiske, bladspidserne afrundede til kort tilspidsede

5a.Kronblade røde eller rosa; småblade glatte eller sparsomt behårede på undersiden

6a. Småblade bredt omvendt ægformede, lige afskårne til afrundede i bladspidserne

————————————————————————-                 subsp daurica

6b. Småblade omvendt ægformede til aflange, afrundede til spidse i bladspidserne

————————————————————————-                 subsp coriifolia

 5b. Kronblade gule eller hvidgule, sommetider røde i kanterne eller med en rød plet ved   basis: småblade med små hår på undersiden

 7a. Småblade oftest tæt behårede og derfor grålige på undersiden

————————————————————————–                subsp tomentosa

7b. Småblade almindeligvis sparsomt behårede på undersiden

————————————————————————–                subsp wittmanniana

Som det fremgår af listen over ugyldige navne, kan man se, at den pæon, som Hong klassificerer som P. daurica subsp daurica af andre tidligere pæonkendere, er blevet benævnt     P. mascula subsp triternata. Betegnelsen triternata henviser til de markante trekoblede ægformede småblade. Hong besøgte et område i Tyrkiet, hvor P. mascula subsp mascula og P. mascula subsp triternata voksede i det samme område. Han fandt, at deres bygningstræk var meget markante og lette at adskille fra hinanden, og at der ikke var sammenfald mellem de undersøgte træk.  P. mascula subsp triternata havde markante dobbelttrekoblede blade, hvor småbladene var ægformede og i et antal på 9. P. mascula subsp masculas blade var mere lancetformede, og antallet var i helt overvejende grad mere end 9.  På baggrund af de markante bygningstræk hos P. mascula subsp triternata var Hong overbevist om, at det i stedet var en P. daurica subsp daurica. Forskellene i deres bygningstræk kan også let forstås, når man ved, at P. mascula subsp mascula er tetraploid og P. daurica subsp daurica (P. mascula subsp triternata) er diploid. Der blev da heller ikke fundet nogen hybrider.

Tilgængelighed: P. daurica subsp mlokosewitschii og P. daurica subsp daurica kan findlade. es hos velassorterede pæonforhandlere i Danmark. Nogle af de øvrige kan købes hos internationale pæonforhandlere og frø fra ”Rock Garden” foreninger. Det er en god idé at lede også under de ugyldige navne.

Dyrkning: Se artiklen på hjemmesiden om dyrkning af pæoner og artiklen ”Hvilke vildarter er nemmest” i Pæontidende nr 33, s. 18-21, for de arter, der ikke er så nemme af dyrke.

P. daurica subsp tomentosa
http://www.paeon.de/c02/c5da/35.html

P. mascula-gruppen

P. mascula-gruppen har fire underarter: P. mascula subsp mascula, P. mascula subsp hellenica, P. mascula subsp bodurii og P. mascula subsp russoi.

Bygningstræk i P. mascula-gruppen:
Frugtknuderne er altid behårede med 2-3 mm lange hår. De nederste blades småblade er næsten altid med segmenter og i et antal på 11-18 eller mere, sjældent 9 og sjældent op til 21. Småbladene er oftest tilspidsede. Småbladene er sparsomt behårede eller glatte. Kromosomantallet er 20 (tetraploid).

Hos P. mascula subsp mascula er blomsterne røde eller lyserøde.
Blomstring: Fra april til maj.
Forekomst: Vokser i løv- og nåleskov eller i skovkanter. For det meste på kalksten fra 300 – 2200 m højde. Fra Det nordlige Spanien Spanien til Irak.
Se artiklen andetsteds her på Pæonselskabets hjemmeside om dyrkning
Tilgængelighed: P. mascula subsp mascula kan findes hos velassorterede pæonforhandlere.

 

 

Hos P. mascula subsp russoi  er blomsterne hyppigst hvide, hvide med et lyserødt strøg ved basis eller i periferien, sjældent lyserøde eller røde. Småblade for det meste tæt behårede på undersiden.
Forekomst: Vokser på kalksten fra 800 – 1650 m. Findes kun på Sicilien og i Calabrien i Italien.
Tilgængelighed: Hos velassorterede internationale pæonforhandlere.
Dyrkning: Se artiklen ”Hvilke vildarter er nemmest” i Pæontidende nr 33, s. 18-21, for de arter, der ikke er så nemme af dyrke.

 

 

 

 

 

 

Hos P. mascula subsp bodurii er blomsterne med store hvide kronblade. Antallet af småblade er fra 9-11 og  som regel større end hos de andre underarter..
Forekomst: Vokser kun i et lille område nær Camyala i Canakkale-provinsen i Det nordvestligeTyrkiet.
Tilgængelighed: Kan måske findes hos internationale pæonforhandlere og i ”Rock Garden” foreninger.
Dyrkning: Se artiklen ”Hvilke vildarter er nemmest” i Pæontidende nr 33, s. 18-21, for de arter, der ikke er så nemme af dyrke

 

 

 

 

Hos P. mascula subsp hellenica er blomsterne for det meste hvide, men røde og lyserøde kan forekomme. Den er tæt beslægtet med P. mascula subsp russoi . Bladene er for det meste glatte på undersiden.
Forekomst: Vokser på kalksten i en højde fra 500-2000 m. Findes kun i Det sydlige Grækenland og på De ægæiske Øer.
Dyrkning: Se artiklen ”Hvilke vildarter er nemmest” i Pæontidende nr 33, s. 18-21, for de arter, der ikke er så nemme af dyrke
 

 

P. mascula subsp mascula

 

P. mascula subsp russoi 

 

P. mascula subsp bodurii

 

P. mascula subsp helenica, foto: www.peonysociety.eu

P. mairei

P. mairei kan blive op til 1 m høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede med nogle af småbladene segmenterede i et antal på omkring 14-17. Småblade er aflange til ægformede eller aflange til lancetformede og med tydeligt spidse bladender. Planten er glat i alle dele undtagen kapslerne. Blomsten er enlig og endestillet. Blomsterfarven er lyserød til rød. Tetraploid.

Blomstring: Fra april til maj.
Forekomst: Vokser i løvskov i en højde fra 1200-3400 m på kalksten. Forekommer kun i Kina.
Dyrkning: Der er forskellige meninger om, hvor nem eller vanskelig P. mairei er at dyrke. Ifølge Halda kræver P. mairei de samme forhold som P. obovata. P. mairei hører til de meget tidlige pæoner, og den bør beskyttes mod skiftende frost og tø. Den er meget attraktiv med bronzefarvede blade i udspring og de mørke knopper, der sidder midt i løvet. Når den er helt udsprunget er bladene skinnende med tydelige nerver.
Tilgængelighed: Frø kan findes hos internationale pæonforhandlere og måske ”Rock Garden” klubber.

 

P. mairei, foto Karsten Agersted

P. kesrounensis

P. kesrounensis bliver fra 40-80 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede og småbladene er ægformede til elliptiske i et antal på 10-14. de er glatte på oversiden og spredt håret på undersiden. Blomsterfarven er blegrød til rød. Kapslerne er behårede. Tetraploid.

Blomstring: Fra sidst i april til sidst i maj.
Forekomst: Vokser i løvskov og nåleskov på jordbund på kalksten i en højde fra 1000-1800 m. Forekommer i Libanon, Syrien og Det sydlige Tyrkiet.
Dyrkning: Anføres som mindre nem.
Tilgængelighed: Kan findes hos internationale pæonforhandlere, måske under navnet P. turcica. Frø kan måske findes i ”Rock Garden” klubber.
Kommentar: P. turcica blev beskrevet som en ny art i 1965 på grund af støvfangets udseende sammenlignet med P. kesrounensis. Hongs undersøgelser viser imidlertid, at disse afvigelser ligger inden for den statistiske variation hos P. kesrounensis. Derfor er P. turcica den samme art som P. kesrounensis.

P. kesrounensis, foto www.albiflora.be

P. coriacea

P. coriacea bliver fra 40-90 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede med småblade i et antal på ni med en til flere af småbladene segmenterede. Småbladene er ægformede til bredt ægformede. Planten glat i alle dele. Røde blomster enlige og endestillede. Tetraploid.

Blomstring: Fra sidst i april til først i juni.
Forekomst: Vokser i løvskov på kalksten fra 600-2100 m. Vokser kun i Det sydlige Spanien og Marokko.
Dyrkning:  Hører til de ikke nemme at dyrke.
Tilgængelighed: Kan måske findes hos internationale pæonforhandlere.

Kommentar: P. coriacea er af nogle botanikere blevet betragtet som en underart af P. mascula. Hos P. mascula er kapslerne tæt behårede, hos P. coriacea glatte, og P. mascula har ofte spredte hår på  undersiden af bladene. Disse træk gør, at Hong udskiller pæonen her som en selvstændig art.

Ugyldige artsnavne ifølge Hong Hong 2010
P. mascula subsp coriacea
P. corallina subsp coriacea
P. corallina var russoi
P. russoi var coriacea
 

P. coriacea

 

 

P. coriacea,  foto www.albiflora.be

P. algeriensis

P. algeriensis bliver ca 50 cm høj. De nederste blade er dobbelttrekoblede med en eller flere af de ni småblade segmenterede. Småbladene er ægformede til aflange og altid behårede på undersiden. Blomsten er enlig og endestillet. Blomsterfarven er lyserød til rød. Kromosomantallet er ukendt for denne art. I øvrigt den eneste pæonart hvis antal ikke kendes.

Blomstring: Fra midt i maj til sidst i juni.
Forekomst: Vokser i løvskov og nåleskov på kalkholdig jord fra 1100-2000 m. Findes kun i Algier.
Dyrkning: Kendes ikke
Tilgængelighed: Kendes ikke.

Litteratur:

Halda, Josef J. The genus Paeonia. 2004
Hong, De-Yuan. Peonies of the World. Taxonomy and Phytogeography. Kew Publishing. 2010
Osti, Gian Lupo. The Book of Mediterranean Peonies. Allemandi. 1997
Page, Martin. The Garderner´s Guide to Growing Peonies. Timber Press. 2000
http://www.paeon.de/h1/hon/anomala/

 

Ugyldige artsnavne ifølge Hong Hong 2010
P. atlantica
P. corallina var atlantica
P. mascula subsp atlantica
P. coriacea var atlantica
P. russoi var coriacea
 P. algeriensis