Artiklerne er ment som inspiration til hvad man gør i sin egen have og er derfor genoptrykt i næsten uredigeret form for at understrege, at vi alle sætter vores personlige præg på vores haver og at der ikke kan uddrages nogen lære om “den rigtige” metode.
Af Karin Meyer Nielsen
Når man skal vælge selskabsplanter til sit pæonbed, skal man lige overveje, om det skal være planter, der blomstrer samtidig med pæonerne, eller om målet er at skabe en lang blomstring i bedet. Hvis det hele skal blomstre samtidig, skal man selvfølgelig sørge for, at farverne passer bare nogenlunde sammen, men oftest vil man jo nok lave en kombination af lang blomstring i bedet samtidig med, at farverne ikke skal skrige alt for meget til hinanden. Generelt vil jeg sige, at de spirformede blomster, såsom fingerbøl, lupiner og riddersporer altid vil passe godt til pæonernes runde former. Ligeledes synes jeg også, at iris germanica er flotte sammen med pæoner. Det er igen de spidse, sværdformede blade, der skaber en fin kontrast. I tidsskriftet for det amerikanske pæonselskab så jeg et foto af et bed med grupper af pæoner vekslende med grupper af iris. Det så helt fantastisk ud, men kræver selvfølgelig et stort bed. Jeg har plantet grupper af iris sibirica imellem vores pæoner for at se, om de græslignende blade på irisene vil passe sammen med pæonerne.
Jeg bruger også en masse liljer imellem pæonerne. De blomstrer lige, når pæonerne takker af. Pæonernes løv danner en god ”bund” for liljerne, som synes at svæve ovenover alt det grønne. Det samme kan siges om kæmpeverbena, som overlever i bedene i milde vintre, men har vinteren været streng, må man så nye. Kæmpeverbena har ydermere den fordel, at de tiltrækker en masse sommerfugle.
Jeg vil her fortælle lidt om, hvordan jeg planter mine pæonbede til. Jeg har en stor have og rigtig mange pæonbede, så jeg har rig mulighed for at afprøve forskellige planter og kombinationer. Der er selvfølgelig utallige andre muligheder, beroende på jordbund, favoritplanter og meget mere.
Jeg har plantet træpæoner sammen med løg og stauder: Bedet vender mod nord og øst og har altså sol fra morgen til først på eftermiddagen. Det er bygget op primært omkring træpæonerne, Hephestos, Leda, Zephyrus, Burgundy Wine og Shimane Chojuraka, og høstfloks. Farverne er holdt i lilla, rosa blå og hvid.
Blomstringen starter med løgplanterne, krokus, tulipaner og narcisser m.m. Så følger træpæonerne sammen med fingerbøl, og resten af sommeren indtil oktober blomstrer floks og Echinacea (solhat). Alt i alt fungerer bedet fint efter de præmisser, der blev stillet fra starten: Blomstring fra tidligt forår til frostens komme, og jorden skulle være dækket af planter!
Jeg har et andet stort rundt bed i fuld sol midt på en mark, det hvide bed, med pæoner, løg og andre stauder: Bedet er tilplantet med en masse hvide staudepæoner, hvor der både er valgt tidlige og sene (bl.a. Lillian Wild, Elsa Sass, Brides Dream, Emodi m.fl.). I kanten er plantet iris og hvide Sankt Hansurt. Imellem pæonerne er plantet bl.a. hvide akelejer, høstfloks (husk vanding i tørre perioder) samt nogle hvide skærmplanter. Af løg kan jeg nævne hvide hyacinter, tulipaner, kæmpeløg og liljer.
Jeg har gjort det samme med et bed i koral og gul, et i lyserød og et i mørkerødt, så nu må vi se, hvordan det spænder af og om resultatet bliver som forventet. Konklusion: Plant løs af de planter, du kan lide. Se hvordan det fungerer og flyt det igen, der ikke passer ind. God fornøjelse.
Af Bent Petersen
Jeg praktiserer faktisk det med ’følgeplanter’ i form af det gode, gamle staudebed.
Her starter året med bunker af forårsblomster, og da vi nu er pæonentusiaster, så afløses vintergækkerne af mange forskellige røde farver – pæonskuddene.
Senere kommer alle de andre kendte stauder op år efter år – bl.a. floks. Her i haven har pæonerne altså mange ’følgesvende’ hen over sæsonen.
I et stort staudebed er der også plads til en del georginer. De giver masser af farver på et tidspunkt, hvor pæonerne – undtagen itoh’ernes løv – ikke længere er til den pæne side. Der er så lige det, at disse knolde både skal graves ned og op hvert år. Men det er umagen værd.
Etårige sommerblomster – så som tagets og asters – kan plantes ud med rund hånd, hvor der måtte være lidt bar jord.
lægger for mens pæonerne er ved at komme til overfladen
Eftersommeren byder på Fuchsia, St. Hansurt, tagetes, georginer til at pynte op i staudebedet
Af Allan Høxbroe
Alle elsker vist pæoner på renskrabet jord, med et slot i baggrunden og uden andre planter. Men efter blomstringstiden er pæonbede lidt kedelige. Den bare jord, som var moderne engang, er i virkeligheden også skadelig for planterødder, regnorme og vigtige mikroorganismer.
Derfor perfekt, hvis vi på én gang kan strække blomstringstiden med følgeplanter i pæonbedet og skygge jorden nok til, at lyskrævende ukrudt hindres i at spire.
Plant i hvert fald ikke ledsagerne for spredt. Og gå omvendt ikke under den normale afstand mellem pæonerne – den samme som deres højde. Ellers bliver pladsen hurtigt for trang til enhver ledsager, når pæonerne gror til.
Puslespil og frihedsgrader
Kunne man nu ikke bare gå ud til pæonbedet, grave et par pæoner op og sætte følgeplanter i stedet. Jo, hvis det er et almindeligt blandet bed. Men i mine egentlige pæonbede ville der blive store huller efter hver pæon. Der findes brede ledsageplanter, ja. Men nej, jeg vil ikke true pæonernes hovedrolle. Jeg skal mest bruge høje, slanke stauder, som giver max modspil til havet af pæonblade.
Ikke helt nemt. Men så lavede jeg en tegning med præcise cirkler for hver pæon, hvorved mellemrummene blev et puslespil for sig. Bare med overflappende blade ind i pæonerne. Pludselig så jeg bedet som ét sammenhængende miljø, hvor alle planter må give sig eller lade mig modellere dem til harmonisk samliv.
Hvad gør du dog ved pæonerne!?
Modellere pæonerne? Ja, det gør vi allerede, når vi plukker blade med svampepletter ud. Fra slutningen af juli kan man tage langt hårdere fat. Se selv på foreningens hjemmeside. Hele bundter af blade kan ryge til højre og venstre for at få ekstra lys til følgeplanterne. Uha? Nej jeg har gjort det i årevis, og pæonerne tåler behandlingen uden synlig skade. Det er lidt som at slå en blomstereng i sensommeren.
Planternes almindelige tilpasningsevner kommer os også til hjælp. For lidt lys, så kommer blomsterne måske bare senere. Ligesom lys- og pladsmangel kan få dem til at vokse højere, end der står i bøgerne.
Forskellige typer følgeplanter
Der er nok af planter, der klæder pæoner. Prøv selv at søge på “planting companions peonies” på nettet.
Til gengæld skrumper mulighederne dramatisk, når følgeplanterne skal stå tæt – nemlig pænt skyggende – mellem livskraftigt pæoner. Det er alene planter til dén brug, jeg har samlet på de to lister her, fordi uregerlige, dominerende og solkrævende planter i bedste fald dur som naboer til pæoner i almindelige havebede.
Bunddækkerne er effektivt “fyld”, hvis puslespillet af pæonblade og andre følgeplanter ikke helt går op. Men bemærk at de fleste bunddækkerne ikke kvæler ukrudt alene, før de er veletablerede. Storkenæb Geranium er nok de bedste at forsøge først. Fx sorten ‘Rozanne’ som briterne i 2013 kårede til århundredets bedste nye plante. Den blomstrer fra juni og hele sommeren. Vil man have bedre oplapning til pæonernes blomstring, så prøv fx G. x magnificium ‘Rosemoor’, som blomstrer i forsommeren.
Anderledes følgeplanter
Ved siden af de høje spir og de lave bunddækkerne er der en tredie kategori af mere ranglede planter. De smyger sig gennem deres naboer og kan ende med at overstråle over dem. Min yndling af den slags er storkenæben Geranium psilostemon med vidunderligt vibrerende magenta-farvede blomster, men også andre storkenæb kan væve sig op over pæoner. Det samme kan den ranglede tormentil, Potentilla erecta, med yndige blomster i farve som natlys, klokken otte-blomsten.
En fjerde kategori af ledsagere er mest til kanten af pæonbedet – til en slags “skovbryn” imod sol fra siderne, for ikke at give ukrudtet for meget lys. Her er jeg ikke mindst vild med porcelæns-ærenprisen Veronica gentianoides, som jeg faldt for hos Pæoneksperten og som heldigvis selvsår sig fra år til år. Det gør himmelblå forglemmigej også. Bare undgå de kedelige småblomstrede mark-forglemmigej.
En helt lav bunddækker med kæmpe charme er vedbend-torskemund Cymbalaria muralis, der ligesom timian også er et perfekt og længeblomstrende bunddække i mine kar med træpæoner.
Går vi lidt op i størrelse, men stadig ikke over pæonernes, så er stjerneskærm, Astrantia major, noget af en stjerne til pæoner i dens artsægte, neutralt farvede udgave.
Knap så oplagte
Skal pæonbedet så også have bunddækkende krabater som løvefod og kærmindesøster? Det vil nogen mene, men jeg undværer dem gerne til fordel for god luftgennemstrømning til pæonerne, så de ikke får for meget svamp. Bunddække, der ikke blomstrer i sensommeren, synger heller ikke så meget med, når jeg skal dirigerer mine følgeplanter frem og pæonbladene tilbage.
Omvendt kan man nemt glemme den fine selvsående kæmpeverbena Verbena bonariensis, som alle planter i fuld sol. Man kan tro den dør i halvskyggen under pæonerne, indtil den brager forsinket igennem med sine lysende småblomster og når små to meters højde før frosten kommer.
Forårsblomster? Jo, jeg kanter pæonbedet af med nogen, jeg synes fremhæver spæde farvemættede pæonskud bedre end et virvar af forårsløg: Krybende læbeløs, Ajuga reptans, hvidplettet lungeurt, Pulmonaria officinalis, og dorthealiljen Leucojum vernum. Sidstnævnte må skaffes frisk fra venner eller fra købeskab i planteskolen for at tåle omplantning.
Camouflage til visne skønheder
Endelig har pæoner den velkendte fordel, at de kan skjule mange af forårets skønheder i deres triste nedvisner. Der er fx kejserkroner, Fritillaria imperalis, i kønne nye sorter. Tulipaner giver sig selv, hvis de da ikke overstråler vores pæne rødviolette pæonskud. Og så må jeg til sidst nævne den yndige, længeblomstrende Iris buchardi, der sælges samtidig med tulipanløg i det tidlige efterår.
Apropos Iris. De er jo tit mest til solbagt jord. Men sorterne af Iris sibirica er netop til halvskygge som i pæonbedet.
HØJE FØLGEPLANTER MELLEM PÆONER
Aconitum carmichaelii, oktoberstormhat
Alchea, stokroser
Asters, høje sorter
Astrantia major, stjerneskærm
Campanula, klokkeblomster i høje sorter
Dahlia, mange sorter
Delphinium, ridderspore i mange sorter
Digitalis purpurea, fingerbøl
Eupatorium, hjortetrøst i mange sorter og højde
Foeniculum vulgare, fennikel, også sorten ‘Rubrum’, men ikke knoldfennikel
Helianthus, staudesolsikke i mange sorter
Iris sibirica, sibirisk iris i mange sorter
Lythrum salicaria, kattehale, ikke i udtørrende jord
Miscanthus sinensis, elefantgræs, i mellemhøje sorter
Rudbeckia nitida, glanssolhat
Solidago, gyldenris, kun i sorter som IKKE selvsår, fx ‘Fireworks’
Verbascum, kongelys af mange arter og sorter
Verbena bonariensis, kæmpe-verbena
BUNDDÆKKEPLANTER MELLEM PÆONER
Alchemila mollis, løvefod
Asarum europaeum, hasselurt
Brunnera macrophylla, kærmindesøster
Campanula poscharskyana, stjerneklokke
Corydalis ochroleucra, hvid lærkespore
Epimedium cantabrigiens, bispehue
Geranium cantabrigiense, tæppestorkenæb
Geranium oxonianum, storkenæb spansk
Geranium macrorhizum, storrodet storkenæb
Pachysandra terminalis, vinterglans
Phuopsis stylosa, rosenskovmærke
Thymus serphyllum, smalbladet timian
Waldsteinea ternata, guldjordbær